torsdag den 30. maj 2013

5 hurtige

Jeg er træt, derfor bare lige disse 5;

- i dag har jeg pudset vinduer. De trængte meget, for vi har boet her 5 måneder nu, og det er ikke dem alle,der blevet vasket før nu. De blev meget fine.

- vi holdt fødselsdag sidste weekend, og skal igen på lørdag. Vi glæder os, og det er hyggeligt. Men vi glæder os også til at have en weekend, hvor vi ingen planer har. Snart.

- Sveske starter i børnehave på mandag. W.H.A.T??? Hvor blev de sidste 3 år lige af. Det går altså alt, alt for stærkt. Hun er klar, tror jeg.

- vi har købt halvdelen af en ny seng i dag (vi har den anden halve i forvejen). Når den kommer på plads, går vi fra en sengebredde på 2,5 meter til 1,8 meter. Vi satser på at det er mere eller mindre slut med unger i sengen... måske bliver vi klogere - måske fortryder vi... Måske!? Det gør vi nok.

- vi har siddet ude og spist aftensmad i dag. For første gang i år. Det gik fint, og ungerne hyggede sig - uden alt for meget ballade. Hakkebøffer smager bare bedre på grill, og endnu bedre ude på terrassen.

tirsdag den 28. maj 2013

Ude i verden

I dag var det mig, der var ude i verden blandt andre mennesker, mens mand pig under hyggede hjemme.
Jeg var til vinsmagning efter arbejde - dæleme det slår hårdt, selv i små slatter. Derefter hyggesnakkede jeg med sød kollega/veninde, inden jeg glad og træt kørte hjem til to sovende børn og en dejlig mand.

Det var helt skønt at få lov til at være den, der er ude af huset. Det er nu skønt med lidt andre input indimellem.

fredag den 24. maj 2013

Skoldkopper - igen

Blogger-app'en drillede mig i går - og gør det stadig her til morgen, så den ville ikke udgive det indlæg jeg skrev inden jeg gik i seng. Nu prøver jeg på computeren i stedet.

Vi er igen ramt af skoldkopper. Denne gang er det Prutfis, og de kom præcis 14 dage efter Sveskens kom - i går. Heldigvis er han ikke så syg af dem, og heldigvis har farmor igen kunne agere vuggestue både i går og i dag. Og faktisk også i næste uge.


For selvfølgelig har jeg rygende travlt på arbejdet lige nu. Selvfølgelig! Travlt så min hjerne kører på højtryk og jeg er træt, træt, træt!!

Vi var alle i farmors have her til eftermiddag, det var skønt med sol og varme. Og ungerne nød at se hinanden igen.

tirsdag den 21. maj 2013

Lyserød babytrøje

Jeg har været ved at strikke en lille baby cardigan til min gravide veninde, efter en opskrift fra et af min farmors gamle Hendes Verden blade.
Trøjen er næsten færdig - den mangler bare knapperne, som min veninde har købt og sendt til mig. Og den passer (næsten) perfekt til Sveskes dukke. Jeg håber den passer den lille lillesøster, der meget snart er på vej ud!

Hit med min hjerne, tak!

Jeg er egentlig rigtig god til at koble af fra arbejde, når jeg har fri. Det er vigtigt, siges der. Og det tror jeg på.

Men det kan virkelig også være en benspænder. Efter en forlænget weekend, som denne dejlige pinseweekend, hvor vi har råhygget med gode venner på terrassen, legende unger i vores have, pølser og bøffer på grillen, sol og en tur i zoo, så har jeg næsten glemt hvad mit arbejde egentlig er. Og nogle af de ting jeg gjorde klar i sidste uge – så de lige var klar til i dag og i morgen – dem ved jeg end ikke hvad jeg skal bruge til. Nå, men der er jo ikke andet for, end at jeg må i gang med at tænke nogle af de samme tanker, som jeg tænkte i sidste uge. Igen!

mandag den 20. maj 2013

"Nu går jeg, mor!"

Altså, næsten i hvert fald. Det har accelereret i går og i dag op til ca 7 skridt mellem os. Og en meget stolt og glad Prutfis.

Pinse-sy-tid

Endelig blev der tid til at få færdigsyet to par bukser til sveske, som jeg har haft liggende delvist syet i evigheder. Tiden er bare gået med alt muligt andet. Og hver gang jeg har haft symaskinen fremme, har jeg kun lige fået syet det jeg allerede havde sat nåle i. Det er en meget langsom måde at sy på, skal jeg hilse at sige... Men NU brev de færdige.
Og de faldt i rigtig god jord. De var næsten ikke færdige, før de skulle prøves på. Jeg synes at det er dejligt, når Sveske viser interesse for de ting jeg laver til hende.

Shortsene har jeg lavet mange af til hende, og de er både søde og praktiske. Her har jeg så tilføjet lommer, som hun er meget glad for.

De lange bukser blev også fine, selvom faren mener de ligner natbukser. (Men hvad ved han om det...) Sveske er ved at være lidt træt af strømpebukser, som det meste af hendes garderobe ellers er bygget op om. Men det er alligevel meget forståeligt, at strømpebukser bliver for varme de næste måneder. Så jeg må have syet nogle flere almindelige bukser til hende, nu da mønster og størrelse er testet.
Jeg har syet "usynlige" lommer i bukserne, inspireret af denne tutorial.

lørdag den 18. maj 2013

Det går for hurtigt!

Jeg ligger alene i min seng nu. Alene i soveværelset.

Manden og nogle venner sidder i stuen og sludrer. Prutfis er flyttet ind på sit eget værelse.

Han sover godt. Men jeg savner ham allerede! Meget.

fredag den 17. maj 2013

Vi er trætte

Rigtig godt grund-trætte. Alle sammen!

Måske hænger det sammen med, at vi er for dårlige til at komme i seng i ordentlig tid. Vi voksne. Fordi det er rart, lige at have et par timer efter ungerne sover.

Måske er det bare fordi, det ér hårdt at have børn, gå på arbejde, handle, vaske op, vaske tøj, lave mad, putte børn og så videre, og så videre...

Måske...?

Men det er også skønt. Vi er lykkelige her. Lige her hvor vi er havnet. Vi hygger os, og håber at det bliver ved, selvom det er hårdt, og der hverken er meget alenetid eller meget voksentid!!

Her til aften har vi nydt den lune aften ude på terrassen, med en påskeøl og strikketøj. I mens var manden på udkig efter en parasol på nettet.

(P.S. Vi har nu næsten græs i haven)

tirsdag den 14. maj 2013

Barselsgave #1

Nu kan jeg godt vise en lille barselsgave frem, for denne lille dreng og hans mor har fået den.

De to storebrødre fik hver et Pixi-bogsetui. Den lille gemte sin under sædet på sin skubbevogn. Den store kastede lidt med sin ;-) Jeg håber dog, at de kan få glæde af dem engang, når der er faldet lidt ro på igen (det var en fest at komme på besøg hos de tre drenge og deres dejlige mor). Måske de skal have et par bøger med, næste gang de skal ud at køre bil.

Babyen fik en patchwork-bide-bold, en blæksprutte og en cardigan i sort bomuldsgarn.

Jeg håber de bliver glade for det hele.
- og så glæder jeg mig til at moren og jeg engang kan få tid til at tage på café eller en enkelt overnatning (jo sgu, uden unger), og snakke, snakke, snakke om alt det vi er bagud med!!

mandag den 13. maj 2013

Hurra for ferie, mormor og farmor

Sveske fik skoldkopper i onsdags.

Først var det bare røde knopper, men torsdag lignede de "rigtige" skoldkopper. De har haft det i begge institutioner, og vores venners børn har også lige haft det, så vi vidste, at det bare var et spørgsmål om tid.
Sveske har haft det godt. Hun har heldigvis været frisk som en havørn, trods skoldkopperne. De har kløet en smule, så vi har smurt med creme, og hun har været meget opmærksom på, at hun ikke måtte pille i kopperne.
Det var perfekt timing lige op til 4 fridage, hvor vi oven i købet var på ferie hos mormor og bedstefar. Det var et kæmpe hit, og mormor skulle alt - forældrene var næsten overflødige.

Og det var skønt at se hvordan min mor strålede!!!

"Pigerne går med pigerne", som Sveske er begyndt at sige, når hun vil have sin mor - og nu også sin mormor.
I dag var så igen arbejdsdag, og der er vi så heldige at have en pensioneret farmor, der kunne agere vuggestue for Sveske om eftermiddagen, når både moren og faren skulle arbejde.

I morgen er så almindelig hverdag. Den varer vel ved indtil den lille får skoldkopperne...

søndag den 12. maj 2013

Hæklet cover til Samsung Galaxy s II

I bilen på vej på besøg hos min mor i weekenden, fik jeg lavet dette cover til min telefon færdig. Det er hæklet med udgangspunkt i Lutter Idyls iPhone cover. Dog er det tilpasset min telefon, som ikke er en iPhone, men en Samsung Galaxy. Og så har jeg valgt at lave halvstangmasker i stedet for fastmasker - fordi jeg synes det gav en fin struktur.
Telefonen skal ikke stikke ud af coveret, som på det ene billede - det var bare for at vise at det ikke er en iPhone jeg har.

Jeg har brugt sort bomuldsgarn fra Søstrene Grene, hæklet med enkelt tråd.

lm: luftmaske
fm: fastmaske
hstm: halvstangmaske
km: kantmaske

Sådan her har jeg gjort;
- slog 17 lm op med hæklenål 3.0
- hæklede 2 fm i 2. lm fra nålen
- hæklede 1 fm i hver lm tilbage til "start", 2 fm til at vende på og derefter fm videre rundt på den anden side af lm-kæden
- derefter hæklede jeg 33 hstm på hver omgang til coveret var ca to omgange mindre end telefonen
- 3 masker før den ene side hæklede jeg 6 lm, sprang tre masker over, og fortsatte hele vejen rundt med fm
- på næste omgang hæklede jeg 6 fm i lm-buen
- fortsatte med fm rundt til næste side
- sluttede med en km

Klar til brug!!

Det er den helt perfekte biltur/sofa-beskæftigelse. Et let og hurtigt projekt.
Og så er det bare praktisk med et etui, til de dage hvor jeg ikke har lommer i mit tøj. Næste gang skal jeg prøve med noget mønster a la Lutter Idyl.

lørdag den 11. maj 2013

Fleecebukser med lomme

Inden varmen for alvor kom for at blive, lavede jeg disse fleecebukser til Sveske. I efteråret havde jeg lavet nogle i lilla fleece med pindsvin, i daglig tale bare "pindsvinebukserne". De har været flittigt brugt, fordi de gav meget mere bevægelsesfrihed end flyverdragten på de lidt varmere dage.
Men pludselig var de lige i det mindste, og hun skulle have nogle nye. De nye blev taget i brug lige med det samme de var færdige, så jeg har først fået taget et billede af de rene bukser nu.
Selve bukserne er lavet udefra de andre, bare bredere og længere.
Den hæklede vantelomme er selvfølgelig inspireret af Molo, men opskriften er fundet her. Jeg har bare lavet den en omgang større. Og næste gang vil jeg nok lave den endnu større, så den faktisk passer til Sveskes hånd, og kan bruge som en lomme.

onsdag den 8. maj 2013

Gaver til mor

I dag har vi lavet gaver til min mor. Mormor-gaver, for ungerne har faktisk lavet hver deres gave. Der kommer et indlæg om indholdet senere.
Jeg ville bare lige vise jer de fine pakker. Kortene er instagram-billeder, som jeg har bestilt som print her. Det var let, og de kom virkelig hurtigt.
Og de er perfekte som "gave-kort"!

lørdag den 4. maj 2013

Nye kjoler til Sveske

I går blev jeg færdig med den kjole som Sveske skal have på til sin kusines barnedåb i morgen. I dag fik jeg lov til at tage billeder af hende - hvis jeg bare gad at læse Pixi-bogen "Laura på sygehuset/hospitalet" først. Det gad jeg.
Jeg lavede faktisk to kjoler. En for at prøve mit mønster af, og se om det var nødvendigt med en lynlås. Det synes jeg det var. Og en "rigtig" kjole.
Jeg har selv lavet mønsteret til kjolen med udgangspunkt i prinsessekjolen med puf-ærmer fra fastelavn. Denne gang er der kommet læg i skørtet, der også er lavet smallere. Halskanten er afsluttet med kantbånd af samme stof som selve kjolen.
"Prøvekjolen" er syet i stof jeg fandt i stof2000 til 30kr/m på udsalg. Den er stram at få på, da den er uden lynlås, og i stedet har knapper i begge sider på skuldrene. Halskanten "hænger" lidt, på en lidt slap måde. Det er jeg ret træt af. Men den passer hende også fint, og skal nok bruges i en anden festlig sammenhæng engang - eller som sommerkjole.
Den egentlige, "rigtige" kjole blev syet i det fine Sommerfuglestof, som jeg købte hos Hvad bier tænker. Og jeg er blevet så tilfreds med den. Og det er Sveske også. Heldigvis!!

(Sølvskoene er fra H&M. Jeg havde set nogle andre meget fine ballerinasko til børn. Men jeg blev for nærig, da de kostede 250kr...)

fredag den 3. maj 2013

Ungerne sover. Tjek!!

Nu skal man selvfølgelig passe på hvad man siger...men begge vores unger har faktisk sovet godt på det sidste.
Sveske er så god til at ligge og falde i søvn selv. Hun har ca 50 bøger med i seng, og så sidder hun og læser dem alle (de fleste) inden hun lægger sig ned og sover. Og over halvdelen af nætterne sover hun til vi vækker hende, eller i hvert fald tidlig morgen.
Prutfis er let at putte. Til gengæld vågner han gerne et par gange hver nat og siger verdens mest irriterende brokke-aaahhhhhaahhh-lyd. Men han sover fint indtil halv seks-seks næste morgen.

Nå, ja så er næste projekt bare at vi selv kommer i seng i ordentlig tid. Det er vi altså rigtig dårlige til. Aftenerne er rare og rolige, dem nyder vi.

torsdag den 2. maj 2013

Inspirerende foredrag

Her til aften har jeg været til foredrag med hende her.
Det var vildt inspirerende, og de to timer fløj af sted alt for hurtigt, så da det var slut, sad jeg og ønskede at hun ville fortsætte med at fortælle mig om børn, hjerner, indlæring og hvordan vi som forældre kan takle det hele.
Jeg.Vil.Have.Mere!!

Hvis jeg skal pøve at nævne de ting jeg fik med hjem, og de ting som jeg bed mærke i og syntes var vigtige, så ser listen sådan her ud;

Musik er meget vigtig for indlæring. Det er med til at styrke indlæringen, og giver mulighed for at huske med højre side af hjernen, så man kan huske i billeder (hvilket øger mængden af information man kan huske) i stedet for at huske i remser.

Forældre skal slippe berøringsangsten, og sige tingene til deres børn, som de synes de er. Fx hvis ens datter gentagne gange har forsøgt at komme til at lege med en anden pige, X, men X aldrig har gidet, og så pludselig en dag gerne vil med hjem og lege. Og hvis X er en af de "smarte piger", og kun kommer med hjem at lege for at snige hemmeligheder ud af din datter, og smide det på Facebook dagen efter. SÅ skal man ikke begynde at gå om den varme grød, men i stedet fortælle, at X er et skrækkeligt barn, (fx) fordi hun har skrækkelige forældre (sat på spidsen), og at X godt kunne være en der ikke var så god til at holde på hemmeligheder, og at hun kommer for at lege præcis (og kun) for at få nogle hemmeligheder/ting at fortælle videre i børnehaven/skolen næste dag. MEN man skal ikke forhindre, at X kommer med hjem. Man skal bare give sit barn det, at hun kan høre voksen-stemmen, når X så faktisk begynder at hive hemmeligheder ud af hende, og måske ikke fortæller det aller hemmeligste.

Drenge udvikler sig langsommere end piger. Deres hjerne er længere tid om at udvikle sig. De har derfor meget svært ved at koncentrere sig om fx indlæring, og kan kun koncentrere sig i 10 minutter ad gangen i 6.klasse. Så skal de lige brænde noget testosteron af, inden de igen kan fortsætte.

Barnet der kommer hjem og fortæller, at det er ked af at der er et andet barn der tegner bedre. I stedet for at sige, "nej, det er da ikke rigtigt", kan man sige "det kan godt være, at han/hun tegner meget pænt, men jeg vil meget hellere have din tegning, for du er nemlig min".

Indlæring er mest effektiv i ikke-lærings-situationer, fx når storebror/søster får hjælp til lektierne, og lillebror/søster sidder på gulvet ved siden af og leger. Så får den lille en fordel, og lærer en hel masse ganske "gratis".

---------------------
Ovenstående er helt min egen tolkning af hvad jeg hørte, og eventuelle afvigelser fra den oprindelige mening er helt min skyld!

- der var mange flere brugbare guldkorn, og jeg ville ønske at både faren og jeg havde været af sted, så vi kunne hjælpe hinanden med at huske dem.

Og faktisk, da jeg hentede sveske i dag i vuggestuen, så stod hun sammen med yndlings-legekammeraten og så på to store piger der gyngede. "Vi må ikke være med", sagde de til mig.
Mig: "det kan være at I kan prøve bagefter?..."
Sveske: "men vi synes bare det ser sjovt ud!"

Åh, jeg får lyst til at kramme hende, meget og længe, og desuden spærre os inde indtil hendes hjerne er udviklet nok til at hun kan se at det bare er fordi at de er store, at de holder de små ude, og at hun er god nok alligevel!!

Igen, det evige tilbagevendende forældre-spørgsmål
GØR VI DET GODT NOK??

- man kan jo kun håbe...

onsdag den 1. maj 2013

Ny forårshue

Når nu vinteren lader til - forhåbentligt - snart at slippe helt, så er uldhuerne vist alt for varme. Jeg synes at foråret er lige vel langsom i år. De stunder hvor solen lige får lov at kigge frem og varme, føres jo næsten som sommer, og smager helt sikkert af mere varme!! Men selvom varmen er på vej, om end lidt langsomt, synes jeg alligevel, at vinden er så kold, at det endnu er for tidligt for Prutfis at være ude uden hue. Derfor syede jeg denne tynde elefanthue til ham for to dage siden. Den er tegnet af efter en anden hue han har, og den er blevet ret fin. Den sidder lidt stramt, og "ribben" rundt ved ansigtet er en lille smule lille. Jeg tror dog at det bliver bedre, når den har været brugt et par gange.
Nu kan jeg så bare ikke helt bestemme mig for om det er den her, eller den hue jeg tegnede efter, der skal være sove-hue i vuggestuen.