fredag den 28. juni 2013

Glad feriebarn

I dag fik jeg hentet glad feriepige hvem fra børnehaven. Hun var helt oppe at køre på feriestemning og boller med pålægschokolade! Og dejlig var hun også. Sig selv faktisk, glad som hun så ofte har været når vi har hentet hende i vuggestuen.
(At begge unger så stort set ikke har sagt andet end "wrrr, wræ" hele eftermiddagen er en anden historie...)
Hun er helt med på at hun skal i en anden børnehave efter sommerferien. Jeg ved at det er en rigtig god beslutning vi har taget. Og jeg håber inderligt, at hun bliver lige så glad for at gå i den nye børnehave, som hun har været for vuggestuen!!

onsdag den 26. juni 2013

Nu HAR vi prøvet dét!

Vi vil gerne tilbage til vuggestuen. Jeg vil i hvert fald gerne!!

Tilbage til dengang, for ikke engang en måned siden, hvor vores næsten 3 årige datter gik i vuggestue, og vi kunne hente en glad pige, der stor-hyggede sig med sin bedste ven A, eller nogle af de jævnaldrende piger. Hvor der var glade voksne, der virkede interesserede i og kærlige overfor vores pige. Hvor hun kendte alle de andre børn på alle vuggestuens stuer, og hvor der var mange forskellige at lege med.

For selvom de voksne i børnehaven virker rare, så er de slet ikke den tryghed, som både sveske og vi kender fra vuggestuen. Der er ikke den samme tid til hvert barn, der er mange store børn, der kender det hele allerede, og der er ikke de samme tætte bånd af tryghed, nærhed og ro, mellem (vores) barn og de voksne, som vi var så glade for i vuggestuen.
De sidste tre dage jeg har hentet sveske, har hun været alene. Alene inde efter en bog, alene på toilettet, eller som i dag, alene i en hule af bænke og presenninger på legepladsen. Klokken har også været mere end halv fire, så der har ikke været så mange børn tilbage i børnehaven, da hun blev hentet (WHAT??? arbejder de andre forældre dog ikke...?).
Det gør svine-ondt i mit hjerte, at se min glade, sociale pige forvandlet til en lille, trykket pige alene under en presenning. (Nu ligger jeg dæleme også og tuder...) Jeg tror nu dybest set, at hun sad og hyggede sig der. De siger hun hygger sig i løbet af dagen. Hun er ikke meget for at blive afleveret om morgenen - skriger dog ikke mere, men holder meget godt fast i mig, meget længe - og hun er meget glad for at blive hentet.
I morgen er andensidste dag inden sommerferien og i det hele taget, og fredag holder hun afslutning i børnehaven. For efter 4 1/2 uges sommerferie, starter hun i en ny børnehave. Det er samme sted hvor Prutfis går i vuggestue.

Jeg håber virkelig at lidt ferie og et nyt skift giver os vores dejlige, glade pige tilbage!!

NB!
Jeg ved godt at hun skal igennem det her, og at det pludselig bliver bedre. At hun skal vænne sig til at være ny og lille. At det på ingen måde hjælper at skåne hende fra det. Men jeg har lyst! Meget lyst!
I stedet trøster jeg os begge med is. Vi elsker is!

Jeg håber hun får en fantastisk sommer fyldt af ubekymret glæde, kærlighed og nærhed, tryghed og masser af is. Jeg skal i hvert fald gøre mit for det!

mandag den 24. juni 2013

Jeg er så glad for min cykel, man kommer hurtigt langt omkring...

Jeg er virkelig, virkelig glad for min cykel, og for at bo i cykleafstand til mit arbejde. Bare ikke de dage hvor der er snestorm, orkan eller skybrud, og jeg skal hente begge unger. Eller de dage hvor cyklen er flad. Heldigvis er der få af den slags dage.

I dag blev cyklen så flad. Jeg skulle skynde mig tidligt hjem og overtage sygepasser-jobbet for Prutfis (der for øvrigt ikke har haft feber i dag), og så blev den pludselig meget tung, cyklen. Og så var den dæleme flad.
Da jeg havde fået manden sendt på arbejde, tog jeg en beslutning om, at jeg ikke magtede at lappe cykel med utidig-syge-baby-dreng på armen. Derfor cyklede vi til cykelhandleren - eller det vil sige, jeg pakkede skrigende barn bag på cyklen, lænede cyklen på ad skraldespanden, pumpede cyklen og skyndte mig at køre, inden hjulet var fladt, og jeg måtte gentage. 3 gentagelser blev det til. Og Prutfisen var slet ikke utidig (længere)!
Så afleverede jeg bare cyklen hos cykel-manden, der fiksede det lille problem, mens Prutfisen og jeg købte bananer og chokolade.
Det var let. Dæleme, det var LET!!

Jeg plejer at gå meget op i, at jeg sagtens kan lappe cykel selv - og det kan jeg faktisk sagtens. I dag gad jeg bare ikke. Det andet var for let.
Ja, jeg er rigtig blevet doven og luksus-agtig. Eller bare træt og mor-agtig. Let var det i hvert fald.

Faktisk så let, at jeg har afleveret cyklen dernede allerede igen her til eftermiddag. Den skal have nye eger på baghjulet og en ny kædeskærm. Det bliver godt. Jeg ved det, den kommer til at fræse af sted!!

søndag den 23. juni 2013

Vi trænger til en ny weekend

For denne har været brugt på at forældrene arbejdede på skift, en køretur til den anden ende af landet for at besøge børnenes oldemor, der er syg, leg med venner, jordbærplukning og trætte forældre.
Og nu har vi igen et barn med feber. Sidste uge var det Sveske, nu er det lillebroren, der er kogende og sover uroligt.

Vi trænger til flere fridage, hvor vi alle 4 har fri og er raske. Godt at sommerferien er på vej liiige om lidt!!

lørdag den 22. juni 2013

Ny sengerand

I sidste uge syede jeg denne sengerand til Prutfisens seng færdig. Det var inden min symaskine gik ned.
Den havde længe ligget på vores skænk og kigget på mig. Jeg ventede på, at modet til at sy de to lag pladevat sammen, skulle komme til mig. Først var der mange stropper, der skulle laves og sættes fast, og efterfølgende skulle de to lag stof og to lag pladevat syes sammen.
Jeg undlod at lave en stikning rundt i kanten, som jeg egentlig havde tænkt jeg ville, fordi jeg var bange for at den ville blive skæv og dermed grim. Det fungerer faktisk også fint uden stikning.
Stoffet med dyrene er fra et IKEA-dynebetræk vi har arvet, som ikke passede til nogle af vores dyner. Det blå stof er lagenlærred.

Jeg er blevet rigtig tilfreds med den, og det er Prutfis også. Han bliver ikke forstyrret at dyrene, som jeg ellers lidt havde frygtet. Og aller BEDST af alt er, at sutterne nu for det meste bliver i sengen (!), når han taber dem i løbet af natten. At ligge og rode efter en sut inde under hans seng midt om natten, var faktisk den største motivation for at få sengeranden syet færdig.

torsdag den 20. juni 2013

Fladere og pænere firkant

Jeg tror, det bliver det her Merci garn, som firkanterne skal laves i. Jeg har tidligere brugt det til strikkede djævlehuer til ungerne. Dette er en rest, og der er flere rester - og jeg skal nok supplere op med mere eller flere farver. Det bliver godt. Garnet bliver fint, og med få ændringer i forhold til opskriften, bliver firkanterne fint flade.

onsdag den 19. juni 2013

Hygge-sygedag

I dag har jeg været hjemme sammen med Sveske, der har haft feber siden mandag. Egentlig havde hun det fint i morges, men til middag var hun igen kogende. Heldigvis ligger jeg ved siden af hende nu, og nu hun er kun en lille smule varm.

Dagen i dag gik med at spise mini flødeboller, rydde en lille smule op i noget af alt mit garn, sove middagslur og hvile en time sammen efterfølgende, samt at sy et par nye shorts til sveske. Siden hun så sin lillebror i de prikkede bukser, han har arvet fra sin storesøster, ønskede hun sig også nogle prikkede shorts. Hun hjalp lidt med at klippe stoffet, og da det blev for kedeligt, så hun Teletubbies.
Mønsteret på bukserne er de samme  som sommer-bukserne, blot med kortere ben. Og læg i siden af bukserne, for at gøre dem lidt posede uden at sætte rib i benene.
Jeg nåede lige at blive færdig med syningen, inden symaskinen helt stod af. I hvert fald begyndte den at sige underlige lyde og sy grimme sømme. Så den skal af sted til eftersyn/fix-det-hurtigt-please,please,please i morgen, og så Sveske må leve med at syningen i livet blev grim, da jeg syede den to gange. Pyt!

Jeg håber at hun er frisk i morgen, den lille Sveske!! Selv om hun ikke er så påvirket af det, så har det været høj feber, og en træt og lidt utidig pige vi har haft til eftermiddag.

lørdag den 15. juni 2013

Firkantede hæklerier

Jeg forsøger mig med hæklede firkanter, efter jeg så dette tæppe hos Lutter Idyl.
Dog tænker jeg, at mit tæppe bliver væsentligt mindre. HVIS altså det lykkes. For jeg synes de krøller lidt rigeligt...

Firkanten blev pillet op og hæklet et par gange, mens jeg forsøgte at følge med i en Batman film samtidig. Det blev mest til hækling, men det er også det jeg elsker ved sofa-projekter.

fredag den 14. juni 2013

Sommer-bukser

Vores dejlige pige er blevet 3 år. Hun er 3 år, 16,7 kg, 1 meter og verdens dejligste pige.
Hun har fået så lange ben, at hun er vokset ud af de fleste af sine bukser.

De lange ben krævede flere nye bukser, så jeg måtte i gang ved symaskinen. Det er skønt at lave noget, som ungerne faktisk mangler.
I går og i dag blev de endelig helt færdige. To par lange bukser og et par shorts.
De lange bukser er ligesom dem her, selvom faren mente det var natbukser. Det mener han så også, at de lyserøde er. Tsk, tsk. Det ligner måske lidt, men de er gode til sommeren. Lette i stoffet, og lette selv at tage på og trække op. Det er alle 3 par. Det er nødvendigt når man nu går i børnehave.

Anyways, så passer begge de lange bukser perfekt. Og jeg er specielt vild med de lilla med ræve og pindsvin. Det var en rest jeg fandt billigt i stof2000.

Shorts'ene (eller hvad sådan nogle nu hedder), er jeg fint tilfredse med - selvom det slet ikke var sådan, det var meningen, de skulle blive.
Jeg ved ikke hvad der gik galt da jeg skulle sy dem sammen. Mønsteret er det samme som de lange bukser. Jeg tog bare lidt af længden. Men, men, men, de er meget bredde i livet. Jeg tror måske, at jeg fik byttet om på skridtsøm og bensøm. De er dog alligevel blevet fine knickers, med læg ved knæene. Og de har, i modsætning til disse, den rigtige længe.

tirsdag den 11. juni 2013

At være far, når mor er bedst

Pt er det lidt utaknemmeligt at være far her hos os. Jeg tror han ellers er verdens bedste, kærligste, tålmodigste og aller mest fantastiske far. Han glemmer alt omkring sig, når de unger har brug for ham (eller faktisk. bare de er tilstede).

Men nogle gange er det mor der skal alt.
Jeg forsøger at nyde det. Lige pludselig er det måske far, der er bedst....

fredag den 7. juni 2013

Run, run, run

I går var jeg til Alt for damernes kvindeløb sammen med en dejlig veninde. Vi løb 10 km, og selvom ingen af os rigtig ramte dagen, så løb jeg den på 57:30, og hun lige et halvt minut mere ca.
Vejret var fantastisk, næsten for varmt. Benene var tunge, og jeg orkede næsten ikke løbet. Det var som det skulle være!!
Selvom det føltes tungt, planlægger jeg dog allerede hvilket løb, der skal være det næste. Sådan er det. Næsten som fødsler ;-) jeg glæder mig til næste løb, og jeg elsker at melde mig til. Men på selve turen - specielt første del - tænker jeg altid "åh, nej, hvorfor gør jeg nu det her igen...?"

Imens vi løb, hyggede mine to og hendes ene unge sig med min mand. De nød det gode vejr, vandmelon, aftensmad, isterninger og kunstgræs-fodboldbanen lige udenfor vores dør.
Den mand forstår virkelig at være i nuet og nyde både under og livet. Det kunne jeg måske lære lidt af...!

Selvom jeg var træt om aftenen, blev der alligevel tid til at få gjort storesøstertrøjen til denne her færdig. Gælder mig til at se om de passer.

torsdag den 6. juni 2013

T-shirt med giraffer

Min store pige er startet i børnehave. Det er et sted hvor kaos hersker størstedelen af tiden. Det er i hvert fald vores indtryk indtil videre. Hun kommer fra vuggestuen i samme hus, og har været på besøg i børnehaven de fleste dage de sidste par måneder. Men alligevel er det et stort skift. Både for hende og for os forældre.

I morges skulle vi alle tidligt ud af døren, og det var mig, der skulle gennem byen og aflevere Sveske. Det var hendes første dag. Første gang hun ikke skulle afleveres i vuggestuens kendte og trygge omgivelser.
Hun blev ked af det, da jeg gik. Og det gjorde ondt helt ind i hjertet. De fandt efterfølgende Simba-nøgleringen i hendes taske, og det hjalp vist lidt.
Nå, men hun skulle have en kort dag i dag, så hun blev hentet inden middagsluren. I stedet sov hun hjemme, og jeg fik tid til at sidde lidt ved symaskinen (selvom vejret var så godt, at man næsten skulle have været ude...det gør vi nu, vi tager op og handler og køber en is til Sveske).

Jeg fik syet endnu en ting af det fine stof. Nemlig denne t-shirt til Prutfis.

onsdag den 5. juni 2013

Stribede (for) lange bukser

Jeg vandt jo 3 meter stof hos Binemor, og nu har jeg endelig fået syet den første ting færdig

Det skulle have været et par knickers til Prutfisen... men jeg må have overvurderet længden af hans buttede babyben.



De er nemlig lige blevet 1-2 cm for korte til at være "rigtige" bukser, og dermed ALT for lange til at være knickers. Jeg må prøve igen, for jeg er faktisk ret vild med de mælkedrengestriber. Denne gang skal de bare være meget kortere.

De var ellers så fine med kant i benene, hvor der på bagsiden/siden er et overlap, hvor der skal sidde en lille knap. Jeg tror han må bruge den som bukser, og så kan det være at de kan være knickers næste år. Måske.



Nu vil jeg ud i svigerforældrenes have og nyde resten af grundlovsdagen med min familie. Formiddagen har budt på arbejde - resten af dagen står den på HYGGE og fri.

mandag den 3. juni 2013

Den der nye bloglovin' app

den er jeg altså ikke imponeret over.

Jeg har, siden jeg fast begyndte at følge med i de forskellige blogs, jeg følger, brugt bloglovin', og jeg har brugt deres app til android rigtigt meget. Den har været super god til at huske mig på, hvilke indlæg jeg manglede at læse.
Nu har telefonen opdateret app'en, uden jeg selv har gjort noget. Og den nye app fungerer altså ikke helt optimalt for mig.

- jeg synes det er lidt svært at holde styr på hvilke indlæg, der er de ældste

- det er blevet meget mere omstændigt at skrive en kommentar - det var jeg ellers utrolig tilfreds med, at man let kunne på den gamle app

Nå, men det fungerer jo stadig - bare ikke så optimalt som før - så jeg kan heldigvis stadig følge med hos alle de inspirerende bloggere, der ligger derude i blogland.