torsdag den 20. februar 2014

12MOK - februar update

Jeg er vild med 12mok konceptet!!! og jeg går allerede og små-planlægger hvad de næste projekter skal være.


Her i februar fik jeg gjort januars Bella tunika færdig, men jeg har desuden også strikket et par sokker til mig selv, samt er i gang med en baby hættetrøje (februars projekt). Jeg fik ikke brugt alt, hvad jeg tog med på skiferie, men strømperne blev færdige. Er dog lidt urolig for om de er 1/4 nummer for små...og jeg har endda kunne måle efter gennem hele processen. Tsk!

Jeg har strikket nederste del af hættetrøjen, og er begyndt på ærmerne. De skal strikkes på i raglan, for det kan jeg bedst li i det færdige resultat.

Lidt februar strikke-billeder;

onsdag den 19. februar 2014

Den hidsige kone #3

- har i dag besluttet sig for, at prøve at værre mindre den hidsige kone. Ikke så meget brok, mindre hidsig.
Med det formål at ungerne ikke skal opfange de negative vibes... og selvfølgelig for at hun kan få det lidt sjovere.
Det bliver en kamp - men hvis de skrigende børn forsvinder og i stedet bliver til glade, tilfredse børn, så er det sveden værd!

- og nu vi er ved det, så har hun også besluttet at brugen af mobiltelefon/internet i sengen i fremtiden skal minimeres til fordel for nærvær med manden.
Jeg starter nu!
Godnat.

tirsdag den 18. februar 2014

Av mit hjerte - børnehavesmerte

I dag ringede børnehaven til faren, en time inden vi havde planlagt afhentning af børn.
Sveske var helt utrøstelig og savnede sin far, sagde de.
De vidste, at faren er hjemme for at færdiggøre sin BA i lærer i denne uge, og selvfølgelig hentede vi hende straks (jeg var på vej tidligt hjem for at løbe inden hentning).

Hun var stadig ved siden af sig selv, men hun var ved at komme sig. Åbenbart havde hun fået sand i øjnene, og det var blevet værre, da hun prøvede at klø det ud med sine beskidte hænder. Desuden havde nogle andre piger vist lagt sandet på hendes øjne. Og hvad værre var, fortalt noget, som Sveske havde opfattet som, at der kom nogen og bed hende, når hun fik sand i øjnene. Hun virkede ret skræmt.
Åh, min lille sveske!! Jeg havde sådan lyst til at holde om hende til alt andet forsvandt!

Det var vist "bare" en leg, og det var vist også "bare" en historie de fortalte. De andre piger var lige lidt ældre end Sveske, og her i ferien hun mangler stort set alle de piger hun plejer at lege med i børnehaven. Og jeg som havde tænkt, at det ville være hyggeligt med feriestemning i institutionen. Hmm, den her bagside havde jeg ikke lige overvejet!

Vi fik snakket lidt om hvad der var sket, og tog derefter hjem og legede med Lego (jeg løb en lille tur, og hentede lillebroderen med hjem).

Jeg finder nok aldrig helt ud af, hvad der skete. Men jeg ved, at det var en smerte både begge forældre og Sveske kunne mærke. Og jeg ved at det er noget der hører med til at vokse op og finde sin plads i livet.

Men når jeg ser de to her, så har jeg bare lyst til at kramme dem konstant - bilde dem ind, at verden er et godt sted og skærme dem for ALLE ubehagelige oplevelser!!
Jeg ved jeg ikke skal det.
Men jeg har lyst!!

mandag den 17. februar 2014

Jeg kigger åbenbart ikke på skilte

når jeg kører bil...

Åbenbart sidder jeg enten lidt i min egen verden når jeg rammer motorvejen, ellers blev jeg distraheret af Sveske, der sad på bagsædet og snakkede uafbrudt. "Mor, se dit. Mor, se dat. Moar! Se lige"

I hvert fald endte jeg på den sønderjyske motorvej mod grænsen på min vej til barnedåb i Esbjerg i går. Og i forvejen var vi sent på den, Sveske og jeg. Vi var nemlig de eneste to af sted, da de andre havde brug for en rolig dag ovenpå skiferien (en fantastisk skiferie, det vender jeg tilbage til). Vi var kommet hjem kl 3.30 natten til søndag, og var ikke helt friske ovenpå den næsten 12 timers lange køretur. Jo, måske Sveske var den eneste helt friske.

Nå, men vi nåede da barnedåben - kom kun 10 minutter for sent til kirken.
Han så dejlig ud i sin dåbsdragt, dåbsbarnet, og vi havde en rigtig hyggelig dag. Sveske var SÅ glad for at se sin mormor og bedstefar igen.

lørdag den 8. februar 2014

Januar - 12 moths of knitting

JUBII!!! Så har vi alle fået vinterferie. Og i aften kører vi nordpå mod Lindvallen i Sverige. Vi GLÆDER os.

I går mellem pakning af tasker og det sidste vasketøj, fik jeg hæftet de sidste ender på Bella tunikaen.

Og allerede inden da fik jeg Sveske til at prøve den. Hun var allerede fuldt iklædt lilla, så det var jo perfekt. Og den passede PERFEKT. Hun ville ikke engang have den af igen. Så den var helt sikkert godkendt.

Man kan godt se fin ud, når man poserer i sin nye kjole ;o)

Den er strikket i størrelse 6 år, men på pind 3 i stedet for 3,5 - og den passer til Sveske på 3,5 år. Hun er en lang pige, og jeg har bare forlænget tunikaen til den længde jeg ønskede. Den er strikket op i blend bamboo (bomuld og bambus), og er lækker blød!

Det er en rigtig fin model, og den var let at strikke, så den kan jeg godt finde på at strikke en anden gang. Måske i en mindre størrelse.

fredag den 7. februar 2014

To come - SKIFERIE! (og 12MOK)

Jeg er så småt ved at være gået i gang med at pakke til den kommende skiferie. Da skiundertøj og uldtøj var ved at blive vasket, fandt jeg garn frem til turen.

Det er ikke altid til at vide hvor meget tid, der bliver til at sidde og nørkle med te (og fred og ro). Men det er med at være forberedt, HVIS der bliver tid. Jeg satser på at der gør.

Jeg har pakket lidt forskelligt, så der er lidt til når det skal være let og bare være retstrik (strømper til mig selv) og lidt til når det skal være noget nyt (det bliver hæklede baby-rangler denne gang - fra Lutter Løkker).

Desuden har jeg pakket februars projekt til 12MOK:

Det bliver denne skønne hættetrøje, som jeg har strikket både til mine egne børn og til min venindes børn (i størrelse nyfødt). Denne bliver lyserød og noget større, men ikke stor nok til Sveske, så jeg må finde en anden pige at give den til.
Opskriften er fra et af min farmors gamle Hendes Verden (måske findes den på deres hjemmeside?). Hun har i mange år købt bladet hver uge, og når de var et halvt år gamle, røg de videre til mig. Så hapsede jeg alle de kreative sider og et par enkelte madopskrifter, og derefter fik min mor bladende. Hun kunne godt li at læse artiklerne og løse de kryds og tværs'er, som min bedstefar ikke havde nået at lave.

Når der nu er styr på garn til turen, så må jeg også hellere få pakket det sidste. Tøj, skitøj osv, det går let. Det er mere alle de andre småting, som er "nice to have" (med), som kan frygte, at vi glemmer.
Men der er helt til lørdag aften til at få stoppet de sidste småting i bilen. Så vi når det nok.

God vinterferie til alle jer, der har det nu. Jeg håber I får masser af tid til hygge og nærvær!!!

tirsdag den 4. februar 2014

Jeg holder fast med neglene

...og prøver at følge med tiden, der ræser af sted fra mig.

Jeg synes godt nok, at der er knald på for tiden. Arbejde, børn, kreative projekter (jeg gerne vil nå) og ikke mindst tid med min mand. Tid, som der desværre er alt for lidt af.

Derfor bliver det simpelthen også bare SÅ godt, når vi tager af sted på skiferie på lørdag! Ih, hvor jeg dog glæder mig til at pakke skitøj og unger ind i bilen, og så ellers køre af sted hele natten.

Det bliver rart med en uge i sne og hygge. Med varm kakao på pisten, små skistøvler på legepladsen midt på bakken, røde næser og kolde kinder. Og en Sveske der skal vise hvad hun kan på ski (mener hun selv). Vi glæder os.

Her kommer lige lidt billeder fra sidste år - der var vi i Geilo.

 Sveske og mig på børnebakken på vej over en vippe.

Sveske og far på tur ned ad pisten med sin far.

Prutfis var jo kun ca. 7 måneder, og var lige begyndt at kravle og stoppet med at blive ammet. Han brugte mest tid indenfor - hvor han kunne bevæge sig rundt uden alt det tøj - eller godt pakket ned i barnevognen. Han lånte storesøsterens gamle flyverfragt, som vi købte, da hun var 7 måneder og skulle med på skiferie.

Åh, nu glæder jeg mig da bare endnu mere!!!
Skal I også på skiferie i år? Selvom man kan være træt af sne i DK, så elsker jeg bare sneen på skiferie!!!