Så er det lige om lidt!
Om få timer skydes VM i halvmaraton i gang i Kbh.
Vi kørte hjemmefra i morges - efterlod børnene hos farmor og farfar til hygge og tur i zoo.
Vi har ladet op til at løbe og heppe i bilen.
Kryds fingre, og kom gerne og hep, hvis du er i København i dag...!
JEG ER SÅ KLAR!
X-factor er fantastisk at strikke til!
Jeg har gang i en Ret Nem Raglan fra Børnestrik på pinde 3,5-4.
Den bliver lækker, tror jeg! Flot petrol/blå Pickels (købt hos Cecilie).
Jeg elsker den ro der (for det meste) er over fredag. Den ro vi finder, når vi alle 4 er sammen og har fri.
Og i dag blev weekenden fejret med jordbær og is inden aftensmaden. Til alles fornøjelse.
Hverdagene flyver af sted. Det er gået op for mig, at der jo faktisk kun er 4 af dem. De rigtige hverdage altså. Fredag tæller jo ligesom ikke med. Og så kan jeg da godt forstå, at ugerne flyver af sted. Vi har jo snart allerede brugt 1/4 af 2014...
Weekenderne forsvinder endnu hurtigere. Nogle med familie, nogle med venner, nogle med arbejde.
Denne weekend var helt nede i gear. Og vi nød det alle 4!
Der var da skrig og skrål. Unger, der løb om sig selv og lige skulle se weekenden og friheden an, inden den blev til rastløshed. Men der var også sol, god tid og badeland.
De næste par uger bliver travle for mit vedkommende. Jeg vil øve mig i ikke at blive stresset.
Jeg håber på at der bliver tid og overskud til lidt strikke-tv-tid også. Og lidt bloglæsning.
Jeg er nået halvvejs med den lyserøde Bella. Jeg købte to nøgler Onion (bomuld og uld) af Cecilie, og det her var så langt første nøgle kunne række. Så denne gang bliver det nok en top, eller i hvert fald en kortere tunika.
Begge unger sover nu efter en tur til svømning, kl er lidt over 19, manden er ude at spille badminton med en af sine venner og madpakkerne er smurt. Så nu vil jeg strikke videre på Bella og stene tv.
Hvad der i midlertidig ikke går lige så godt er februars 12MOK, den lyserøde hættetrøje. Jeg er slet ikke tilfreds med den. Den bliver for lille til den tiltænkte pige, man kan desværre for let se, at jeg var nødt til at bruge to forskellige indfarvninger og jeg har lavet et par ret irriterende fejl. Så nu har jeg besluttet at pille den op. Arrrggghhh! Måske stikker jeg en ny. Måske ikke. - og nu var den ellers næsten færdig. Men det går ikke. Jeg kan ikke gøre den færdig, når jeg ikke er tilfreds.
Pludselig synes jeg ikke at Prutfis har nok bukser. Nogle er blevet for små, nogle er blevet pakket væk, fordi de var for "vinter-agtige".
Jeg fik klippet tre par bukser ud i onsdags, og torsdag fik jeg syet to af dem. De er helt straight forward. Ingen detaljer - jeg glemte endda mit "små tanker"-mærke i farten.
De ser dejlige ud med rib i livet, og de passer på en prik.
De sorte er lavet af en af mine aflagte langærmede t-shirts, de blå er lavet af stof fra Stof og Stil's billig-hylde. Kan det mon passe, at det var 1,5m for 30kr?
Det sidste par skal også laves færdigt, og spå så fik jeg lige afværget krisen i første omgang.
Vi har nogle billeder hængende i stuen af begge børn. Nogle er nyere og nogle er fra de var helt små. Det er simpelthen bare slet ikke til at forstå, at for 4 år siden havde vi endnu ingen børn. Kun en dejlig klump i maven, som vi glædede os til at se. 4 år. Så kort tid og på samme tid føles det næsten som hele livet. Jeg kan næsten ikke huske hvordan livet var uden børn. Sikke meget tid vi må have haft (??)!! Sikke rent vi må have boet? Sikke længe vi må have sovet ;-)
Og selvom det til tider lyder endog meget, meget tillokkende, så vil jeg jo for intet bytte de to guldklumper ud med noget som helst andet (Big kliché, I know!! men sandt!!).
Men de babybilleder af Sveske, som hænger i stuen, får mig tit til at tænke på hvor længe det føles siden hun bare var en lille sorthåret klump på under 3kg. Jeg savner den tid så meget, og ville gerne opleve den igen og igen og igen forfra. Også til trods for al den usikkerhed på forældreskabet, vi selvfølgelig følte.
Det er snart 4 år siden vi for første gang blev forældre, og nu har vi bare en stor pige, der kan så meget. Hun er selvfølgelig stadig lille, og har meget brug for støtte, omsorg og kærlighed. Men pludselig kan og vil hun så meget selv. Hun er til tider temmelig træt af og irriteret på sin lillebror. Forståeligt nok, for hvis det lige falder ham ind, så kan han finde på at trække hende hen ad gulvet i håret. Men hun har også en kæmpe tålmodighed med ham og stor kærlighed til ham, og de kammer, leger og snakker mere og mere sammen. Det er så dejligt at se hvor meget glæde de har af hinanden!
Hun cykler nu bare de to kilometer hjem fra børnehaven på sin Peter-pedal-cykel, som hun fik i julegave. Uden støttehjul! Hun kan blive forfærdelig hidsig og rulle rundt og skrige, men hun kan også give de kærligste krammere eller sidde og hygge med perler og lytte til fx Peter-Pedal eller Rasmus Klump.
Hun kan huske alt hvad vi har lovet - og hænger os op på det. Og hun kan argumentere som en landsretsdommer, hvis hun mener hun har ret.
Hun er helt sit eget lille menneske, Og samtidig er hun stadig vores lille dejlige Sveske.
Og nu er hun så blevet så stor, at hun skal til at lege med sine venner fra børnehaven - udenfor børnehavetiden.
En af pigerne fra børnehaven har flere gange spurgt om ikke de to skulle lege sammen, og i fredags havde hendes mor så tidligt fri, og ville hente dem begge med hjem, hvis Sveske havde mod på det.
Vi havde aftalt, at hvis hun ikke havde mod på det, ville Sveske og jeg tage hen og besøge veninden sammen, når jeg fik fri. Sådan blev det. Hun ville gerne lege, men havde brug for sin mor også. Og det kan jeg faktisk sagtens forstå. Reelt set, viste hun jo egentlig ikke hvad det ville indebære at køre med dem hjem fra børnehave.
Selvom de begge var trætte fredag eftermiddag, var det en kæmpe succes. De legede prinsesser fra det sekund vi kom ind ad døren, og moren og jeg kunne sagtens finde en masse at snakke om over vores kaffe. Succes.
Men hold nu op hvor det alligevel river lidt i mit hjerte. Hun bliver så stor! Ja, denne gang havde hun brug for, at hendes mor gik med, men pludselig har hun ikke det længere. Pludselig har vi legeaftaler, der skal passes ind i den travle hverdag. Men vigtigst af alt, har vi også en pige, der har skabt gode sociale forbindelser i sin hverdag. Og netop om vores børn trives og har venner, vil de fleste forældre vel til et vist punkt altid være en smule bekymret over.
Bliv aldrig for stor til at hygge dig med din mor, Sveske. Men hvor er jeg stolt af, hvilken dejlig pige du er!!
Min mand er for en sjælden gangs skyld ude at besøge en af sine venner på en hverdag.
Så jeg havde planlagt at rydde op i et skab i gangen for at lave plads til hans værktøjskasse (så han ikke behøver at hente den i skuret), og derefter smække benene op i sofaen og slå hjernen fra med strikketøj. Både de sidste pinde på februars 12MOK, og en ny Bella, som nok bliver det jeg kan overskue i marts, var i tankerne - og sågar fundet frem. Men min lille søn ville det anderledes...
Han gad nemlig ikke rigtigt at sove, så jeg rendte i pendulfart frem og tilbage mellem sofa og tremmeseng. Jeg fik dog ryddet op i skabet, men jeg fik ikke strikket så meget som en maske. Til gengæld fik jeg mange dejlig krammere, stået i kø på skats hjemmeside (fik småslanter tilbage, jubii!!) og overført billeder fra kamera til computeren.
Langt om længe overgav den lille prutfis sig, og faldt i søvn mens jeg børstede tænder. Måske er det tænder der driller -alle 4 hjørnetænder er så småt på vej på samme tid - måske er der sket for meget i dag. Man ved det aldrig lige helt, men nogle gange har ungerne bare brug for ekstra mange kram inden de sover rigtigt. Så det får de.
Mandag er en hård dag for os alle. Starten på ugen. Alle mand ud af døren til en lang dag, og om eftermiddagen går vi alle til svømning. Det nyder vi rigtigt meget. Det 34 grader varme vand gør, at man bare slapper af!
Men efter megen, megen overvejelse og frem og tilbage, er vi nu nået frem til, at svømningen må meldes fra. Vi er kede af det, men tror samtidig, at det nu er den rigtige løsning for os. Det vil give mere ro på ugens start, og det vil give os en af de få og værdsatte eftermiddage, hvor vi alle 4 er hjemme. Og så håber jeg, at det vil give luft i budgettet til at tage i svømmehal og badeland i weekenderne (eller overskuds hverdage) alle 4.
Lige på ungernes morfars fødselsdag, som vi var taget nordpå for at fejre.
Den blev fejret i går aftes, så i dag har den bare stået på hygge i børnehøjde. Det blev til en gåtur til formiddag, andefording af stopfodrede ænder, legeplads besøg og solslikkende bedsteforældre. Og til eftermiddag fik vi alle 4 en lille, tiltrængt lur inden vi kørte de 250km hjem igen.
Jeg nyder, at vi bor i et land, hvor årstiderne skifter, og jeg kan godt li når vi går den mørke og hyggelige tid i møde, hvor der er ekstra meget sofa-hygge-tid. Men jeg kan aller, aller bedst li når foråret er på vej, og det lige om lidt bliver til rigtig sommer. Forventningen om og forsmagen på varmen fylder mig bare med boblende glæde.
Suk! (mig, der trækker vejret meget tungt)
Det kører bare af sted i fuld fart. Livet, mener jeg.
Ungerne er trætte, forældrene er trætte, eftermiddagene er korte og stressede, aftensmaden skal hurtigt overstås, fordi det ellers enten ender med at det ene barn kaster med mad eller det andet barn ruller rundt på gulvet og skriger af træthed og frustration.
Det går helt sikkert bedst, når begge forældre er hjemme i ulvetimen. Der er mere kluk-latter og mindre gråd, og der er bedre overskud til at få tryllet noget ernæringsmæssig forsvarligt aftensmad frem.
De fleste aftner sover ungerne hurtigt. De har også haft lange "arbejdsdage" (nogle gange bliver de dog så trætte, at de ender med ikke at kunne/ville sove). Og derefter klasker forældrene sammen i sofaen. Efter madpakkerne er ordnet, selvfølgelig. Trætte. Brugte.
I kender det selvfølgelig. Det er hverdagslivet for de aller fleste børnefamilier. Og jeg ved endda godt, at vi har det godt og privilegeret.
Men altså, vi ÉR trætte. Alle 4. Og vi trænger til mere lys og varme - forår, solbriller og is i det fri. Til bare arme og bare lår. Til fri uden forpligtelser.
