mandag den 30. september 2013

5 meter stof

F.E.M meter til kun 25kr!!

Dette gode tilbud fandt jeg i Jysk i weekenden. Og det kunne jeg da ikke gå forbi, så det blev til blandede stoffer for 100kr.
Sveske har selvfølgelig allerede bestilt et par bukser i det lyserøde med blomsterne. Jeg håber, at jeg snart har tid til at lave dem.

Skynd dig i Jysk, hvis du også kan bruge billigt, tyndt bomuldsstof.

Indlægget er ikke sponsoreret 

søndag den 29. september 2013

Hæklet babyrangle

Sidste weekend var vi inviteret til fest i min mands familie, og der var en lille 8 ugers baby med. Hun skulle selvfølgelig have en lille tanke fra mig (selvom det ikke er nogen, vi rigtigt ser noget til).
Jeg har før lavet babyrangler efter Lises opskrift, men jeg synes de blev meget faste og lidt for grove i det, når jeg brugte dobbelt garn.
Nu har jeg lavet lidt om på opskriften, hæklet med nål 3 og kun brugt enkelt bomuldsgarn. Og jeg synes den blev rigtig god denne gang (nu skal jeg bare lige have øvet mig i at sy dem pænere sammen - det blev ikke helt godt nok denne gang).

I stedet for fastmasker (fm), hæklede jeg halvstangmasker rundt, og så hæklede jeg 5 fm på hver anden runde for at få "pølsen" til at bue lidt. Det kunne måske godt have været på hver omgang, eller 2 ud af tre, for den endte ikke med at bøje så meget.
Jeg blev ret godt tilfreds med resultatet med de tyndere ringe. Jeg tror de passer fint til små babyhænder. Og jeg tror også den lille baby og hendes forældre blev glade for ranglen.

lørdag den 28. september 2013

Sorte slyngel

Sveske gider for tiden ikke at gå i nederdele. Hun siger at hun ikke kan li at have dem på. Og det er ærgerligt, for hun ser så sød ud i strømpebukser og nederdel!
For noget tid siden sagde hun dog også, at hun gerne ville have en sort nederdel. Så kunne hun nemlig være Sorte Slyngel i helt sort tøj.

Her til aften har jeg endelig fået den syet færdig, slyngel-kjolen. Det er en hel sol nederdel i sort lagenlærredog med rib i taljen. Jeg håber lidt at den kan hjælpe på lysten til at gå med nederdel.

Halvmaraton #6 - Mine ben virker igen!

Efter søndagens halvmaraton, som var en succes (som jeg vender tilbage til nedenfor), så begyndte mine ben i onsdags at kunne bøje, og dermed bruges til at gå på igen. Jeg skal hilse og sige, at det er op ad bakke med tunge løbeben og nyerhvervede dame-støvletter.

Selve løbet gik rigtigt godt. Vejret var perfekt løbevejr, og jeg følte mig rimelig overskudsagtig hele vejen. Faktisk var den sidste km også den hurtigste jeg løb. Så siger min totalt seje løbevilde kollega, at man har disponeret rigtigt. 

Starten gik ikke helt som planlagt. Det gik faktisk allerede galt lørdag, hvor vi var inviteret til fødselsdag, og i stedet for sund løbemad, fyldte jeg mig med fisk, pølser og kager. Da vi kom hjem herunder aften, måtte jeg derfor tvinge en portion pasta med pesto og kylling ned, selv om jeg ikke følte sult ovenpå at have spist hele dagen.

Da jeg så forsøgte at komme tidligt i seng, så jeg kunne være klar og frisk til løbet, syntes begge unger, at de skulle skrige. Og de kunne begge to kun bruge deres mor. Som i at de skreg endnu mere og endnu højere hvis faren kom. Og endnu engang var det en lose-lose-situation for os alle (Maren har lavet en fin tegning, der passer perfekt, den med faren på). Nå, men vi fik da sovet, og kom tidligt op og fik spist morgenmad i god tid. Så skulle jeg ud af døren, og cykle af sted til løbet, så resten af familien kunne følge efter i bilen, når starten var gået. Sveske skulle lige hjælpes i tøjet, og der var også lige 117 andre ting jeg skulle ordne. Så jeg kom af sted i rimelig dårlig tid. Det er ikke som sådan noget nyt, for jeg er kronisk 5-10 min for sent på den. Alligevel skulle jeg jo helst ikke bruge al min energi på cykelturen, så det var med at cykle forholdsvis hurtigt på en afslappende måde. Det lykkedes vist. Men jeg var så sent på den, at jeg måtte skynde mig at tisse bag nogle biler, og derefter påsætte løbenummer mens jeg fandt musik på telefonen, drak en juice og gik ned til startområdet. Mens jeg gik der, var der en venlig dame, der i højttaleren sagde "nu er der 2,5 min til start". Jeg nåede på plads bagerst i feltet, fik juicen drukket op, og strukket benene ud. Og så gik starten. Og jeg opdagede, at min ene sko nok var lidt for stram at løbe 21km med. Så måtte jeg snøre den om, og var dermed klar til at løbe over startlinjen, da de andre bagerste var 10 meter forbi.
Puha!! - mod alle odds kom jeg af sted!

Og faktisk var det perfekt at løbe bagerst. Jeg slap for at blive overhalet af alle de seje hurtigtløbende marathonkvinder, hvilket virkelig ødelægger motivationen. I stedet overhalede jeg folk hele vejen til mål.

Jeg havde mit private heppekor med, bestående af mand og børn, der stod to steder på ruten og ved mål, samt min seje løbevilde kollega, der også både stod på ruten og ved mål, og som virkelig er et kæmpe forbillede for mig. Hun er over 60, og har løbet vildt mange halvmaratons, og hun har givet mig mange gode råd under min træning. Hun var helt sikkert også medvirkende til, at jeg løb mit første halvmaraton i september 2009. Det var virkelig skønt med opbakning under løbet. Også selvom jeg følte mig ret godt løbende hele vejen. Jeg gik ikke (sukker)kold ved 18 km, som jeg gjorde i 2009, og jeg nåede i mål indenfor de to timer.

Der blev en lang smøre, og egentlig ville jeg bare sige at jeg nåede mit 3. halvmaraton i tiden 1:56:36
Jeg var rigtig godt tilfreds!!

(Bemærk også støvlerne på billedet...er man blevet rigtig voksen og damet, når man har købt sine første rigtige støvletter?)

onsdag den 25. september 2013

Bukser til ungerne

Efteråret kommer med store skridt nu, og det stiller krav om flere bukser til ungerne. Deres ben vokser jo med lynets hast.

Jeg veksler lidt mellem at bruge rib eller elastik i livet på bukserne. Denne gang blev det rib. Jeg tænker at det må være rarest for dem at have på. Selvom jeg synes det ser så fint ud med linning og elastik. Det må blive næste gang.

Jeg fik syet et par lilla bukser til sveske, med hjorte for neden. De blev pænere end de sidste jeg fik lavet, og hun har også allerede godkendt dem, og haft dem på i børnehave. Selvom de er lidt lange, så sidder de fint pga. ribben i benene.

Prutfis fik et par i stjerne-jersey fra Stof og stil og et par med Buzz Lightyear fra et pudebetræk fra genbrugen. De er super fine til ham, og han trænger virkelig til nogle bukser, der ikke stumper 20 sekunder efter han har fået dem på.

Næste projekt er fleecetrøjer til begge børn. Håber jeg får tid indenfor den nærmeste fremtid. Åh ja, tid. Den evigt tilbagevendende mangelvare!!

torsdag den 19. september 2013

Strikke, hækle og så strikke igen

Nogle projekter vil bare ikke rigtigt som man vil...
Dette garn er købt til en trøje, men endte først som en strikket hue efter en opskrift fra På Pinde 3, som var ret vellykket, men jeg mente den var for stor. Den blev derfor trævlet op, og i stedet hæklede jeg en djævlehue efter en Sys Fredens opskrift. Den havde bare en meget mærkelig pasform, og var blevet lidt for tæt i det.

I stedet bliver det nu til en lille strikket ting, som jeg håber ikke når at blive for lille til modtageren inden jeg bliver færdig med den.

Sådan går det altså nogle gange, at tingene ikke rigtigt vil som jeg vil. Nogle gange ryger de så i skammekrogen i bunden af skuffen, nogle gange bliver de lavet færdigt som noget andet.

onsdag den 18. september 2013

Halvmaraton #5

- det er sgu meget fedt, når en kort løbetur er på 6-8km

- jeg føler mig vildt glad over at kunne løbe af sted med musik i ørene og være mig selv en halv til en hel time, på de aftner hvor løbeturen bliver prioriteret, og manden står med opvask og madpakker mens ungerne snorker

- mine ben er blevet tungere siden de svævede af sted med de nye sko

- på søndag løber jeg mit tredje halvmaraton, og målet er denne gang ikke "kun" at komme i mål. Men jeg ved ikke, om jeg nåede i god nok form til at nå målet

- måske løber jeg en MINI-tur på fredag, men ellers er jeg så KLAR som jeg bliver

mandag den 9. september 2013

Sybunken

Bunken af ufærdigt sytøj er blevet reduceret lidt her til aften. Nu er sommeren da vist for alvor forbi, og det stiller krav til ungernes tøjskuffer. For når man er 3 år, vokser ens ben åbenbart rigtigt meget hen over sommeren. I hvert fald er stort set alle Sveskes bukser lige et par cm for korte. Og det er noget hun i den grad kan blive hidsig over. Strømperne skal så højt op på benet de kan komme, og bukserne skal så langt ned de kan komme. Men ikke ind under foden, for guds skyld.
Hun har heldigvis sine meninger om hvordan tingene skal være, vores dejlige pige!

Her til aften blev det til færdiggørelse af et par bukser og en nederdel. Bukserne er lidt tænkt som "nød-bukser" hun kan have liggende i børnehaven, da jeg ikke synes de blev så fine. Nederdelen derimod er jeg ret tilfreds med.
Jeg håber de falder i den lille, bestemte dames smag!

Jeg er desuden ved at hækle i tykt bomuld. Viser det frem når det er færdigt og afleveret til den pige, der skal forkæles lidt.

søndag den 8. september 2013

Slow Weekend

Denne weekend har bare været helt fantastisk og helt nede på jorden. Men det trængte vi også til ovenpå en meget pakket weekend i sidste uge - den indeholdt nemlig både eftermiddagsfest og endagstur til barnedåb på Bornholm. Ungerne klarede det super godt. Specielt de ret børne-uvenlige sejltider (søndag morgen 0.30-6.00 og igen søndag eftermiddag kl 17.00-22.30).
Bornholm var som altid fantastisk, og jeg havde sådan lyst til at blive derovre og nyde øen, roen og min dejlige veninde og hendes dejlige unger. Vi skal snart af sted igen. Basta! Og barnedåben var et kæmpe hit - men sådanne ting er bare alt for hurtigt overstået.

Nå, men denne weekend foregik i et helt anderledes lavt gear. Vi startede weekenden med at hente ungerne sammen, cykle i zoo og gå derude og kigge på lige præcis de dyr som Sveske ville se - indtil de lukkede 45 min senere (kæmpe hurra for årskort). Derefter tog vi på Jensens Bøfhus. Hvilket vi ellers aldrig gør. Ungerne sidder jo kun stille 2 min for at spise, og er så overalt bagefter. Men ikke i fredags. De var glade begge to, og vilde med både tegneredskaber, gasballoner og pomfritterne - da de endelig kom. Det var hyggeligt!!

Lørdag var vi med gode venner på legeplads, købte nyt nattøj til sveske - med passende lange ben, og fik god mad (kylling pakket ind i fars med hasselbach kartofler (den med rillerne)).
Og i dag har vi besøgt bedsteforældre og der var ungernes kusiner også. Det var et glædeligt gensyn for de to store piger, som ser hinanden ca hver eller hver anden uge - men denne gang var vi vist næsten oppe på en måned.

I formiddags spillede vi for første gang brætspil med Sveske. Det var et gammelt et fra min barndom, og det var ret sjovt. Sveske, som jo slet ikke er inde i den verden, viste da heller ikke hvad hun skulle, da jeg bad hende om at starte med at "slå med terningen" ;-) hun tog terningen i hånden, og slog den ned i sin brik. Jamen, hvor skulle hun dog også vide bedre fra!

#1; Hjemmelavede babybukser til dåbsgave
#2; Dejlig, glad dåbsbaby
#3; træt mor og børn på færgen til Bornholm
#4; fedtede børn på Jensens
#5; brætspil fra da mor var barn

torsdag den 5. september 2013

Søskendetrøjer

I dag fik jeg lavet to tiger-jersey-trøjer til ungerne færdige. Stoffet er det jeg vandt hos Binemor, og det er bare så lækkert!

De er ens, og jeg tænker at de begge skal have den på i morgen (hvis ikke den stædige 3 årige får en fiks idé).
Egentlig ved jeg ikke om jeg er til ens tøj til søskende. Men alligevel synes jeg nok at det er lidt sødt. Nu må vi se hvor længe jeg overhovedet får lov til at bestemme. Sveske har nemlig allerede nu en meget bestemt holdning til hvad hun vil gå i - og gud bedre det, hvis et par af underbukserne med prinsesserne ikke er rene. Hele verden vælter...

onsdag den 4. september 2013

Hverdag, oh hverdag

Du ændrer dig, men er alligevel den samme
Du er travl og stressende
Du flyver af sted mellem fingrene på os
Du giver plads til rutine og kendte mønstre
Du udfordrer vores logistiske evner
Du er det vi har mest af
Du er elsket
Du kommer trofast igen efter hver weekend
Du er fuld af afsavn
Du er fuld af gensynsglæde
Du lugter af yoghurt, makrel og leverpostej
Du er hadet og frygtet
Du er fuld af pligter
Du er fuld af kærlighed og familietid
Du skaber plads til os alle
Du er et brusende hav, hvor vi forsøger at holde hovedet oven vande
Du er god nok
Du er vores

Men mest af alt er du livet, og jeg øver mig (stadig) i at være helt tilstede og nyde hvert sekund