mandag den 20. januar 2014

Blå babyhuer

Jeg har helt glemt, at vise denne hue, som jeg strikkede lige inden jul. Den var en jule/barselsgave til noget (næsten)familie. Jeg nåede at hæfte de mange, mange ender om aftenen d 23. december.
Huen er strikket efter en opskrift fra "All you knit is love" af Susie Haumann (jeg ønsker mig stadig den bog, har indtil videre lånt den på biblio). Jeg strikkede den i nogle rester af Drops Baby Merino, jeg havde. Nogle var indkøbt til tæppet - som har ligget stille længe (og det var faktisk ikke merci ganr, de var hæklet i - det var Baby Merino). Måske jeg kommer i gang igen på et tidspunkt...

Huen faldt i så god jord hos moren, at hun bestilte en til i en større størrelse. Det blev jeg glad for!! Og kan godt forstå det, for det er en dejlig hue med en god pasform. Jule/barselsgaven var str 0-6 mdr. Jeg har siden strikket en str 6-12 mdr til den lille dreng - han er kun 10 uger, men jeg synes også det er svært at bedømme huestørrelser. Og så er børn jo bare forskellige. Og han kan altså heller ikke passe den store endnu.
Jeg havde desværre ikke mere af "mellemfarven" fra den første hue, så i stedet brugte jeg en lidt lysere blå, som jeg havde i skuffen. Faktisk kan jeg bedst li den mørke udgave. Men det er jo også fint med variation.
Jeg har strikket en str 0-6 mdr mere (den med de lyse stropper) - den kommer til at vente lidt endnu, for dens ejer er stadig i maven på en af vores veninder.
Det er lidt svært at forevige huer uden indhold, så jeg forsøgte lidt med disse to bjørne. Ikke så vellykket, men lidt sjovt.

Næste hue-projekt er en til mig selv, og derefter er det at finde en god opskrift på en elefanthue til børnene. Måske denne?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar