Farvel barsel, tilbage til virkelighedens grumme virkelighed

I morgen tager vi på weekendtur til Badelandet. Med næsten hele familien, en gren af den i hvert fald. Vi glæder os.
Vi G.L.Æ.D.E.R os!!
Rigtigt meget. Sveske har snakket meget om Badelandet, og jeg håber ikke at hun bliver skuffet over, at det nok mere er en svømmehal end det er et badeland, der minder om det hun kan huske fra vores sommerferie i Italien sidste år.
Vi tager af sted imorgen eftermiddag, så i morgen er det kun faren der lige skal et par timer på arbejde, ellers har vi alle fri.

Det vil sige, jeg har ferie. Min sidste barsels/feriedag i denne omgang. Og det betyder, at Prutfis og jeg havde sidste alene-barsels-hygge-dag i dag.

Jeg kan ikke holde det ud. SLET IKKE.

Jeg har forsøgt at overnyde dagen i fulde drag, og den har været fantastisk skøn. Prutfis er verdens dejligste og gladeste baby, og vi er blevet så gode til at gå her og hygge i nattøj hele formiddagen og grimt gå-ikke-ud-tøj resten af dagen. Vi nyder det begge to. Og nu er det bare allerede slut.

Heldigvis ved han ikke, hvad han har i vente. Han kender ikke den grusomme virkelighed. Heldigt. For det skal han tids nok komme til, når han starter i vuggestuen d. 1/4.

Jeg havde forventet at det ville være lettere med barn nummer to. At skulle tilbage til virkeligheden.  Men nej. Jeg er allerede helt ødelagt over at skulle undvære ham de aller bedste timer af dagen.

Jo, jeg trænger nok til at komme ud og se andet end kasser med Lego og baby rangler, små buttede makrelfingre, tissebleer, mad over hele gulvet, og vasketøjskurve. Jeg trænger. Og jeg ved at det nok skal blive godt nok at starte på arbejde igen. (Please, lad det ikke blive så forfærdeligt som jeg lige nu frygter).

Det bliver godt at høre til et sted igen. Og skønt at snakke med andre voksne igen (gad vide om jeg stadig kan? Jeg ved jo intet om hvordan verden har ændret sig udenfor min boble de sidste 11 måneder. Hvad snakker man om. Og hvad er vigtigere end mængden af lortebleer og soverytmer?? Hvis noget?).

MEN jeg kommer til at savne barslen. StorSAVNE Prutfis. Længes efter friheden og retten til selv at bestemme over vores tid.
Der er så mange bøger jeg ikke nåede at læse, så meget jeg ikke nåede at sy/strikke/hækle. Så mange små buttede babyhænder og babykinder som stadig skal kysses mindst tusinde gange i timen.
Åh, smerte!! Jeg savner allerede!!